(0)
  • Kan du følge med? Mød SAYSKY Atleter Sif og Thor Bendix Madsen

Kan du følge med? Mød SAYSKY Atleter Sif og Thor Bendix Madsen

Selvom Thor kun er 21 år, og Sif 19 år, har de to elite triatleter allerede opnået store resultater. For at nævne nogle af dem er Thor er den nuværende triatlon Danmarksmester, og Sif vandt sølv ved ungdoms OL. Hver eneste dag forsætter de med at forfølge deres drømme, samtidig med, at de også skal jonglere skole, arbejde, familie og venner. Vi havde fornøjelsen af at spørge det super seje søskendepar om nogle spørgsmål omkring, livet, træning og fremtidsdrømme.

Vi fulgte også Sif og Thor på en fuld træningsdag. Og lad os bare sige det som det er – deres lørdags træningsprogram, er ikke din standard lørdag-på-sofaen.

Tjek deres træningsprogram ud, indtryk fra dagen og læs interviewet under.

 

SAYSKY INTERVIEW

Hvor stor en del fylder sport i jeres liv?

Sport fylder en kæmpe del af vores liv. Vi brænder virkelig for sporten, og har en masse målsætninger, som vi gerne vil opnå. Det kræver, at vi er fokuseret hver evig eneste dag - både ift. træningen, men også i forbindelse med restitutionen, hvor søvn og kost spiller en stor rolle. Generelt set er triatlon en sport, hvor det kræver enormt meget dedikation både i træningen, men også udenfor.

Hvordan har det været at vokse op i en sportsfamilie?

Siden vi var små, har vi altid været fysisk aktive og gået til forskellige sportsgrene. Sport har altid været forbundet med noget sjovt, og noget som vi har gjort sammen som familie. Som yngre kunne det være, at vi løb en tur med vores mor og far eller vi cyklede ved siden af, imens de løb. Andre gange tog vi på cykelturer rundt i nærområdet ved vores sommerhus i Sverige. Men jo ældre vi er blevet, jo mere er sporten blevet seriøs. Nu er træningen ikke udelukkende sjov og ballade - den er planlagt udfra at vi skal præstere til vigtige konkurrencer, så vi kan opnå vores mål. Det er derfor ikke altid lige sjovt at skulle gennemføre den hårde træning, men i dag er vi heldigvis også drevet af flere ting end blot den sjove del af sporten.

 

SAYSKY INTERVIEWSAYSKY INTERVIEW

Kan I beskrive hvordan en normal uge ser ud for jer?

Sif: En normal uge består af omkring 25 timers træning. I hårde træningsperioder kan det være 30 timer om ugen og i lette uger med nedtrapning eller lignede, kan det også være omkring 20 timer. Derudover går jeg i 4.g på Falkonergårdens Gymnasium. Min hverdag er derfor meget presset med træning om morgenen, og så skole og træning om eftermiddagen. Lektier, afleveringer, sponsorarbejde, venner og familie skal der selvfølgelig også være plads til, så der er ikke mange timer tilbage i døgnet på en normal hverdag for mig. Jeg er dog god til at planlægge min tid, og prioriterer hvad der er vigtigst. I sidste ende går det altid op, men jeg kan godt mærke, at det er rigtig hårdt både at dyrke sport på eliteniveau og tage en uddannelse samtidig.

Thor: For mig består en normal uge af 30 timers træning. Disse timer er fordelt ud på 30 km svømning, 500-600 km cykling, 80-90km løb og 2 gange styrketræning.

Jeg har mærket en kæmpe fremgang i min træning efter gymnasiet, fordi jeg nemmere kan fokusere, træne mere, træne længere og restituere bedre. Til daglig er jeg så heldig at arbejde på SAYSKY’s lager, hvor der er en god balance mellem arbejdstimer/træningstimer, så det hele kan gå op. Jeg har til forskel fra Sif lidt mere tid ved siden af træningen. Disse timer bliver brugt på venner, familie og slappe af med en god film/serie. Planen er dog at søge ind på videregående uddannelse til sommer 2021.

Hvordan tror I, at jeres ungdom har været anderledes ift. andres?

Vi tror helt klart, at vi har lært en masse, som mange jævnaldrende ikke har. Vi har lært at arbejde hårdt og målrettet, og det er noget, som man kan bruge i mange aspekter af livet. Vores ungdom har ikke været fyldt med en masse fredagsfester og lignende, da vi skulle afsted til træning fredag aften efter skole. Vi har altid sat vores sport i første række, og dette har også betydet, at vi er kommet så langt i sporten i så tidlig en alder. Sif har blandt andet vundet DM guld som bare 16-årig på sprintdistancen, og Thor vandt DM halv ironman som 20-årig.

 

SAYSKY INTERVIEW

SAYSKY INTERVIEW 

Har I nogensinde følt, at I har været nødt til at gå på kompromis med noget?

Som elitesportsudøver vil man opleve at gå glip af familiearrangementer, fester og lignede, men vi har aldrig følt det som et afkald. Vi føler mere, det er et valg, vi tager, da man også får en masse gode ting med sig ved at træne og konkurrere. Vi mener, at man som eliteatlet aldrig kommer til at blive til noget, hvis man fokuserer for meget på at give afkald på ting. Det skal være en del af ens livsstil, den person man er, og den person man gerne vil blive. Man træner så mange timer, så hvis man ikke elsker det, bliver man aldrig den bedste.

Igennem sporten har vi eksempelvis mødt nogle af vores bedste venner, og Sif har også mødt sin kæreste - dem ville vi aldrig have kunnet være foruden.

Hvad er det sværeste ved at være elitesportsudøver og samtidig leve et ’’normalt liv” med skole, arbejde osv.?

Sif: Det sværeste er helt klart at tage en uddannelse samtidig med, at man træner rigtig mange timer om ugen. Jeg er perfektionistisk, og jeg vil gerne gøre alting, så godt som muligt. Problemet er desværre, at det kan være utrolig svært både at være verdensmester i triatlon og den bedste student på gymnasiet, så derfor er man også nødt til at skrue lidt ned på kravene til sig selv. I sidste ende er det helt klart sporten, som jeg vil være bedst i, og skolen, som skal fungere som et sikkerhedsnet. Derudover kan det også være svært, hvis folk ikke forstår, hvad det kræver at dyrke triatlon på eliteplan. Jeg har desværre ikke tid til at pleje venskaberne lige så meget, som andre unge på min alder, og det kan være svært for mange at forstå.

Thor: Det største problem for mig lige pt. er økonomien bag triatlon. Det er en sindssyg dyr og krævende sport, som meget få i verden kan leve godt af. Man skal træne omkring 30-40 timer om ugen og alle uger af året, hvis man vil være den bedste. Det er derfor en utrolig svær ting at tage en uddannelse eller have et fuldtidsarbejde ved siden af.

Hvad giver jer drive/energi til jeres sport?

Det, der driver os i vores sport, er helt klart vores målsætninger. Vi elsker at vinde og rykke vores grænser.

Det er noget helt specielt, når man kan se ens hårde arbejde bære frugt i en konkurrence, og det er denne følelse, som vi jagter hver evig eneste dag.

Samtidig er vi også glad for at træne, og det er noget, som giver os glæde. Vi kan slet ikke forestille os en hverdag uden at holde os fysisk aktive.

 

SAYSKY INTERVIEWSAYSKY INTERVIEW

Hvad gør I på dårlige dage?

På dårlige dage husker vi på, hvorfor vi træner så hårdt, som vi gør. Vi minder os selv om vores målsætninger, og tænker tilbage på nogle af de gode oplevelser og races, vi har haft gennem årene. Derudover hjælper det rigtig meget at have gode træningskammerater, som kan motivere én til at arbejde hårdt. Men selvfølgelig er det ikke alle træningspas, som spiller 100% og man kan ikke undgå at have dårlige dage. Hvis vi føler os rigtig trætte, snakker vi med vores træner og skruer lidt ned for intensiteten eller længden af passet. Derudover kan det hjælpe at finde andre ting at fokusere på såsom ens teknik.

Hvad er jeres sportsdrømme/ambitioner?

Sif: Mine helt store ambitioner er helt klart at blive verdensmester og vinde OL en dag. Det ville være drømmen, men derudover har jeg mange delmål, som kan virke motiverende på den korte bane.

Thor: Mine ambitioner for 2021 er at vinde et større internationalt stævne såsom en IRONMAN 70.3 og derved kvalificere mig til VM. På længere sigt er mine ambitioner at vinde IRONMAN World Championship på Hawaii. Det er et sted, som jeg altid har været fascineret af, og et race jeg drømmer om at vinde en dag.

Følg Sif og Thor på deres rejse mod deres mål på Instagram:

Thor: @thorbendix 

Sif: @sif_madsen

 

SAYSKY INTERVIEW